Der er et dilemma, vi kan sidde i, når vi arbejder med en manual: Vi vil gerne være tro mod manualen og gøre det rigtige. Men virkeligheden i rummet ikke altid retter sig efter manualen. Nogle gange skal vi træffe en beslutning om, hvilke ikke-perfekte interventioner vi skal bruge. Hvilke ikke-optimale greb vi skal anvende. Fordi tiden er knap. Fordi der opstår noget nyt eller uventet i rummet. Eller fordi noget helt andet får os til at standse op og blive i tvivl om, hvad s

Maja fortalte stolt og lidt overrasket, at det pludselig er blevet nemt at holde korte pauser midt i arbejdsdagen. Rigtige pauser. Hvor hun egentlig får hvilet hovedet og kroppen. Hun har længe været pinefuldt klar over, at pauser er en nødvendighed, hvis ikke hun skal gå ned med stress igen. Hun har også længe vidst, hvad hun bør gøre, men det har ikke ændret så meget i praksis. I vores samtaler blev hendes frygt og frustration over de manglende pauser hurtigt afløst af skam

"Det er første gang, jeg er kommet godt igennem en eksamensperiode - uden at crashe!" sagde Anikka med et stort smil. Hun lød næsten selv lidt overrasket. Jeg blev både glad og nysgerrig. Hvad var det egentlig, der havde gjort forskellen? Min erfaring er, at så store ændringer sjældent skyldes én ting – især ikke når et mønster har været der i tyve år. Anikka og jeg har arbejdet sammen i lang tid. Før hun kom til mig, havde hun været hos flere psykologer gennem sit voksne li

Da vi afsluttede vores forløb, spurgte jeg Agnes, hvad der havde været vigtigst for hende. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men hun nævnte noget andet. De fleste OCD-patienter kommer for at slippe af med deres tvangstanker og tvangshandlinger. Og vi går i gang. Eksponering. Responshindring. Gentagelser. Fremgang. Men når behandlingen virker, opstår der et nyt spørgsmål "Hvad skal jeg så bruge min tid på?" Når man har haft OCD i mange år, har den organiseret ens opmærksomhed