Studentertid og eksponering for følelser

Der er mange følelser i studentertiden. Sådan er det tit, når vi er i en tid midt imellem- en liminal tid. Overgangsritualer i alle kulturer hjælper med at komme igennem det uvise, det ikke-endnu, det ikke-længere. De skaber en ramme, hvor vi kan mærke stærke følelser fuldt ud – sammen med andre – og bearbejde dem.

Studentertiden er en liminal tid, hvor der drypvist er små ritualer: Den sidste afgangseksamen og huen. Dimissionen. Lastbilkøreturen med eksploderende glæde.

Men det slutter ikke der. Efter de store dage kommer en mere stille rytme: de daglige studentergilder hjemme i det kendte. Nogle af festerne med dans og høj musik, andre mere afdæmpede: unge, der ligger i græsset og taler sammen i haven. Tempoet falder.

Og i de samtaler, der opstår, opstår noget andet også. De unge får mulighed for at tale om det, der har været, at tale om den tid, de er i. Men også om det, der kommer.

Hvad skal du i sommerferien? Hvad med næste år? Ved du, hvad du vil læse?

Spørgsmålene får lov at hænge frit i luften, blive vendt og delt.

Ritualerne – både de højlydte og de stille – skaber en tryg og forudsigelig ramme, hvor de unge sammen kan mærke de store følelser fuldt ud: Glæde og stolthed. Sorg og savn. Vemod – og spænding. Frygt og forvirring. De starter studentertiden med følelserne helt uden på tøjet, og langsomt – ved hjælp af overgangsritualerne – vænner de sig til at bære dem.

De følelser, der før kunne føles som spændinger i kroppen eller en mur i halsen, bliver langsomt mere tilgængelige. Og mindre overvældende.

De unge bevæger sig – uden nødvendigvis at vide det – igennem det, antropologer kalder en rite of passage. Det er en klassisk struktur, som genfindes i alle overgangsritualer.

Der er typisk tre faser i en rite of passage:

Adskillelsen – fra det liv, vi har kendt.

Den liminale tid – det ukendte, uvisse, hvor vi mister det gamle, men endnu ikke har fået det nye. Her begynder sorgen. Her står vi i det åbne landskab uden kort.

Tilbagekomsten – vi vender hjem forandret. Ikke som den, der gik ud, men med nyt perspektiv og styrke.

Og hvor har vi mennesker brug for gode rammer, kulturelle ritualer og fællesskaber, der kan hjælpe os med at bære de store følelser i disse overvældende perioder. Det har forældrene – der skal give slip – jo også brug for.

Som antropologen Thomas Csordas siger det: "Ritual is not merely a symbolic performance; it is an embodied, affective process. The body becomes the site where cultural transformation is not just represented but lived."

Overgangsritualer er ikke bare noget, vi gør eller forstår med hovedet – det er noget, vi gennemlever. Med kroppen. Med relationerne. Med hjertet.

Og det er det, de unge får lov til at gøre her – sammen.

Når det sidste studentergilde bliver holdt, er de godt på vej. De er følelsesmæssigt mere klare til at give slip på det, der var. Nu er de klar til at give slip. Nu er de klar til det, der måtte komme.

Og det er forældrene måske også.

Er du psykolog eller behandler, og vil du lære mere om følelsesmæssig eksponering, og om hvordan du kan hjælpe dine klienter med at skabe en god ramme omkring bearbejdning af stærke følelser? Så er du velkommen til at skrive til mig, hvis du eller din organisation vil have supervision eller undervisning i transdiagnostisk behandling.

Du kan også skrive dig på venteliste til næste hold: "Masterclass: Eksponering i egen praksis".

Tilmelding

Studentertid og eksponering for store følelser