En tid midt imellem: Studentertid som følelsesmæssig overgang

Studenterperioden er en overgangsperiode. Overgangsritualer skaber en ramme, der giver mulighed for at mærke følelser fuldt ud – sammen med andre – og bearbejde dem. Overgangstid er en særlig tid, hvor noget er ved at slutte, og noget andet endnu ikke er begyndt. Det kaldes også for liminal tid – en tid midt imellem.

Studentertiden strækker sig over uger, hvor der drypvist er små ritualer: Den sidste afgangseksamen, hvor huen bliver sat på hovedet. Ceremonien på skolen, hvor afgangsbeviser uddeles, og hvor der bliver holdt taler. Og så den store dag, hvor de unge sammen kører i lastbil og besøger hver familie – med dans, musik og højlydt glæde.

Men det slutter ikke der. Derefter kommer en mere stille rytme: de daglige studentergilder. Hver dag samles de hjemme hos én fra klassen. Nogle af festerne har dans og høj musik, andre er mere afdæmpede – med unge, der ligger i græsset, blunder lidt i solen, taler sammen i haven. Stemningen skifter. Tempoet falder. De unge får plads til at være – sammen.

Og i de samtaler, der opstår, opstår noget andet også. De får mulighed for at tale om det, der har været, at tale om den tid, de er i. Men også om det, der kommer. Hvad skal du i sommerferien? Hvad med næste år? Ved du, hvad du vil læse? Spørgsmålene får lov at hænge frit i luften, blive vendt og delt.

Ritualerne – både de højlydte og de stille – skaber en tryg og forudsigelig ramme, hvor de unge sammen kan mærke og bearbejde de store følelser, som følger med overgangen: Sorg og savn. Glæde og stolthed. Vemod over det, der var – og spænding og forvirring over det, der venter. De starter perioden med følelserne udenpå tøjet. Langsomt vænner de sig til at bære dem. Være i dem. Tale om dem. De følelser, der før kunne føles som en mur i halsen – som frygt, tvivl, måske angst – bliver langsomt mere tilgængelige. Og mindre farlige.

De unge bevæger sig – uden nødvendigvis at vide det – igennem det, antropologer kalder en rite of passage. Det er en klassisk struktur, som genfindes i alt fra voksenritualer, ægteskaber, død og fødselsritualer i oprindelige samfund til moderne livsovergange som flytning, skilsmisse, jobskifte eller kriser.

Der er tre faser i en rite of passage:

Adskillelsen – fra det liv, du har kendt. Den liminale tid – det ukendte, hvor du mister det gamle, men endnu ikke har fået det nye. Her begynder sorgen. Du står i det åbne landskab uden kort. Tilbagekomsten – du vender hjem forandret. Ikke som den, der gik ud, men med nyt perspektiv og styrke.

Og hvor har vi mennesker brug for gode rammer, kulturelle ritualer og et fællesskab, der kan hjælpe os med at bære de store følelser i disse overvældende perioder.

Som antropologen Thomas Csordas siger det:“Ritual is not merely a symbolic performance; it is an embodied, affective process. The body becomes the site where cultural transformation is not just represented but lived.”

Overgangsritualer er ikke bare noget, vi gør eller forstår med hovedet – det er noget, vi gennemlever. Med kroppen. Med relationerne. Med hjertet.

Og det er det, de unge får lov til at gøre. Sammen. Når det sidste studentergilde bliver holdt et par uger efter, de fik huen på, er de godt på vej. De er måske følelsesmæssigt mere klare til at give slip på det, der var. Frygten og uvisheden for det, der kommer, sidder måske ikke længere helt oppe i halsen. Og nu er de klar. Nu er de klar til at give slip. Nu er de klar til det, der måtte komme.

Er du psykolog eller behandler og vil du lære mere om følelsesmæssig eksponering, og om hvordan du kan hjælpe dine klienter med at skabe en god ramme omkring bearbejdning af stærke følelser? Så kan du få en mail om næste hold: "Masterclass: Eksponering i egen praksis"

Tilmelding