Det kan være svært at vurdere præcist, hvad situationen kræver, når vi eksponerer en klient med autisme. Angst er jo ofte en del af symptombilledet, når vi taler om autisme, og den kommer man nok til at møde igen. Det er derfor vigtigt at støtte mennesker med autisme i at udvide deres tolerance for angst, uvished og forandringer, men det kan være svært at vurdere, hvornår man skal udfordre, og hvornår man skal ændre rammerne.
Der er nogle vilkår, som mennesker med autisme ikke bare kan tænke sig ud af. Hvis man for eksempel er meget støjfølsom, vil man formentlig aldrig trives i et arbejdsmiljø med konstant larm. Hvis man fungerer bedst i strukturerede sociale sammenhænge, vil man måske aldrig komme til at nyde fire timers uformel small talk til en sammenkomst.
Når man har autisme, er det afgørende at lære sit eget "styreprogram" at kende:
Hvad trives jeg godt med?
Hvad trives jeg mindre godt med?
Hvilke rammer giver mig de bedste forudsætninger?
Denne proces kræver tid, nysgerrighed og en undersøgende tilgang. Først når vi forstår, hvad en person ønsker, hvad vedkommende magter, og hvad deres nervesystem trives bedst med, kan vi komme med kvalificerede bud på, hvilke udfordringer der giver mening at arbejde med gennem eksponering. Først når vi har et mål, der både er meningsfuldt og realistisk, kan vi begynde at planlægge næste skridt – uden at det bliver for overvældende eller giver bagslag.
Vores følelser giver altid mening i deres kontekst. Uden at forstå konteksten kan vi heller ikke forstå vores følelsesmæssige reaktioner. Ligesom vi ikke kan ryste vores tidligere erfaringer af os, kan vi heller ikke ryste vores grundlæggende temperament af os. Det vil altid være en del af det, der påvirker vores følelser og reaktioner i forskellige situationer. I stedet for at kæmpe imod det nervesystem, vi har fået, giver det langt mere mening at arbejde med det. Det er også igennem denne nysgerighed, at vi finder ud af, hvilke superkræfter man også har, og hvad det er man tager med til festen.
Det tager tid at være nysgerrig og undersøgende. Men det er altid bedre end at gå alt for hurtigt i gang, for at gå helt i stå – eller grave hullet endnu dybere.
Vil du lære mere om, hvordan du kan inddrage kontekst i eksponeringsarbejdet, og hvorfor det er altafgørende? Du er velkommen til at kontakte mig mhp individuel eller gruppesupervision, eller du kan stadig nå at være med på næste hold:
"Masterclass: Eksponering i egen praksis" d. 20-21 marts i København.
Du vil bruge dig selv som eksempel. Ligesom i terapi arbejder vi kun med det, der er meningsfuldt for dig, og som du er villig til. Du deler kun det med holdet, som du selv er klar til at dele. Uanset hvor meget eller hvor lidt du vælger at arbejde med, vil du lære noget både om dig selv og om, hvad vi egentlig beder vores patienter om, når vi arbejder med eksponering.
Forløbet kombinerer teori og praksis, fordi "learning by doing" ofte giver mere end blot en teoretisk gennemgang. Du får en solid teoretisk forståelse af den transdiagnostiske tilgang – men du får også mulighed for at opleve metoderne på egen krop og reflektere over dem.
Kurset forventes som altid at blive godkendt til specialistuddannelsen under det tværgående modul.
Comments