Når psykologen er bange for eksponering

Tvivl og refleksionen om, "hvad kræver situationen af mig lige nu i rummet?" er en del af vores arbejde. Det kan ingen af os komme udenom.

Mange års erfaring hjælper med at føle sig tryg lige præcis ved eksponering, men erfaring alene er ikke altid nok.

Jeg har superviseret mange dygtige og erfarne psykologer, som ikke oplever eksponering som "let" eller "sjovt". For mange er eksponering forbundet med usikkerhed, anspændthed og en følelse af at skulle præstere. I litteraturen virker det ret let, mens der i praksis kan dukke mange spørgsmål op:

"Når jeg kun har så kort tid med min klient, hvordan ved jeg så, at det er det rigtige, vi eksponerer for?"

"Hvad hvis jeg skubber min klient for hårdt?"

"Hvad hvis de får det dårligt af det? Og hvad hvis jeg ikke kan nå at samle dem op, inden de skal ud ad døren?"

"Måske gik det galt, fordi jeg egentlig ikke mestrer de mange teknikker…?"

Det kan vcære fristende bare at lade være eller udskyde at invitere de svære følelser ind i rummet – og være med det.

Den strategi kan have konsekvenser, og det er et dilemma. For når vi undgår svære følelser i terapirummet, kan vi forstærke klientens egen undgåelse af svære følelser i deres eget liv.

De gode hensigter kan nogle gange føre til, at vores klienter bliver ved med at sidde fast:

De svære følelser står i vejen for de gode relationer, et godt arbejdsliv eller de helt almindelige dagligdags funktioner. Og når vi som psykologer undgår at invitere stærke og svære følelser ind i klinikken, sender vi - indirekte - et signal om at: "Stærke følelser er farlige og bør undgås."

Min erfaring er, at eksponering er sjovere og mere naturlig, når vi fokusere på processen frem for resultatet. Når klienterne kan mærke, at processen -og ikke målet - er det vigtigste for os, føler de sig også mere trygge.

Eksponering i klinikken kræver selvfølgelig også opmærksomhed på en række elementer - det er ikke noget, man gør uden omtanke. Men det kræver ikke, at vi husker 220 forskellige arbejdsark, teknikker og regler. Vi behøver heller ikke være eksperter i alle diagnoser og problemstillinger, der træder ind ad døren.

Vi kan faktisk nøjes med at være skarpe på nogle få, enkle principper og greb, som udgør rygraden i enhver god eksponering: Uanset om det er eksponering for angst, sorg eller væmmelse.

Det betyder ikke, at vi aldrig kommer til at fejle. Men det betyder, at vi oftere vil turde kaste os ud i at eksperimentere sammen med vores klienter - i terapi rummet. Det betyder, at vi får muligheden for at forstå vores klienter bedre og. Og det betyder også, at eksponering kan blive let, sjovt og spændende.

Vil du blive skarpere på disse principper og få en hands-on oplevelse af, hvad det egentlig er, vi beder vores klienter om at gøre, når vi eksponerer?

Så kan du stadigvæk nå at kome med på næste hold af "Masterclass: Eksponering i egen praksis".

Tilmelding

Du vil bruge dig selv som eksempel. Ligesom i terapi arbejder vi kun med det, der er meningsfuldt for dig, og som du er villig til. Du deler kun det med holdet, som du selv er klar til at dele. Uanset hvor meget eller hvor lidt du vælger at arbejde med, vil du lære noget både om dig selv og om, hvad vi egentlig beder vores patienter om, når vi arbejder med eksponering.

Forløbet kombinerer teori og praksis, fordi "learning by doing" ofte giver mere end blot en teoretisk gennemgang. Du får en solid teoretisk forståelse af den transdiagnostiske tilgang – men du får også mulighed for at opleve metoderne på egen krop og reflektere over dem.

Kurset forventes som altid at blive godkendt til specialistuddannelsen under det tværgående modul.

Tilmelding