Transdiagnostisk eksponering med ADHD

"Det er første gang, jeg er kommet godt igennem en eksamensperiode - uden at crashe!" sagde Anikka med et stort smil. Hun lød næsten selv lidt overrasket.

Jeg blev både glad og nysgerrig. Hvad var det egentlig, der havde gjort forskellen?

Min erfaring er, at så store ændringer sjældent skyldes én ting – især ikke når et mønster har været der i tyve år.

Anikka og jeg har arbejdet sammen i lang tid. Før hun kom til mig, havde hun været hos flere psykologer gennem sit voksne liv. Ofte i kølvandet på en depression. Det var først i vores samtaler, at der opstod en mistanke om en underliggende ADHD-diagnose - eller et ADHD-gemyt, som jeg bedre kan lide at kalde det.

Ikke alle ligger over cutoff i et diagnostisk interview. Men også når man ligger lige under cutoff, kan man have brug for at lære sit nervesystem at kende.

Vi mennesker er lidt som planter. Nogle er som græs eller mælkebøtter og kan vokse næsten overalt - også gennem asfalt. Andre er mere sensitive og kræver særlige betingelser for at blomstre. Hvis man fik en orkidé i hånden uden at vide, hvordan den skulle passes, ville man hurtigt få lyst til at smide den i skraldespanden. Men orkidéer har store blomster og kan noget andet end græs.

På samme måde kommer man også med noget særligt til festen, når man har et ADHD-gemyt. Men man må lære at forstå sit nervesystem - og hvordan man passer på det, så det kan trives.

I terapien arbejder vi ofte med eksponering omkring de situationer, hvor ADHD-gemyttet viser sig tydeligst. Hvis man skal lære at regulere sin drive, indre uro, rastløshed og hyperfokus, må man nogle gange gøre noget, der føles forkert i kroppen: stoppe, mens legen er god, holde pause eller vente - og blive i den uro, der opstår.

Under eksamensperioden betød det for Anikka, at hun nogle gange måtte stoppe med at læse midt i et hyperfokus for at spise, sove eller gå en tur. Da vi begyndte at arbejde sammen, føltes pauserne ikke som pauser, men som endnu en opgave - en eksponeringsopgave. Vi startede småt: ét minuts eksponering for at lave ingenting, når kroppen havde brug for en pause, men uroen pressede på.

Andre dage var opgaven den modsatte: at komme i gang trods træthed og manglende motivation. Det var eksponering for lav energi og fornemmelsen af ikke at have lyst.

Eksponering tager tid. Som jeg har skrevet et andet sted: langsomt er hurtigt.

Kan man være i uroen i ét minut, kan man måske klare to. Kan man klare to, måske fem eller ti.

På samme måde lærte Anikka også, at man godt kan handle, selv når lysten ikke er der. Man kan stadig sætte sig ved skrivebordet og begynde.

Når man først har erfaret begge dele – at uro kan rummes, og at handling godt kan komme før lyst - bliver det muligt at komme igennem en eksamensperiode med de nødvendige pauser, den nødvendige rytme og uden at brænde ud.

Denne gang kom Anikka igennem eksamensperioden uden at crashe.

Det er netop den slags færdigheder, vi arbejder med i transdiagnostisk eksponering: at hjælpe patienter til gradvist at kunne være i de indre tilstande, der ellers får dem til at undgå, udsætte eller presse sig selv uhensigtsmæssigt.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan man arbejder mere systematisk med de færdigheder i praksis, er der stadig enkelte pladser på Masterclass: Eksponering i egen praksis, 11.–12. juni 2026.

Tilmelding