Når klienten forstår det hele -og stadig sidder fast

Maja fortalte stolt og lidt overrasket, at det pludselig er blevet nemt at holde korte pauser midt i arbejdsdagen. Rigtige pauser. Hvor hun egentlig får hvilet hovedet og kroppen. Hun har længe været pinefuldt klar over, at pauser er en nødvendighed, hvis ikke hun skal gå ned med stress igen.

Hun har også længe vidst, hvad hun bør gøre, men det har ikke ændret så meget i praksis. I vores samtaler blev hendes frygt og frustration over de manglende pauser hurtigt afløst af skam og skyld.

“Det er irriterende, at jeg ikke bare tager mig sammen, når jeg jo godt ved, hvad der skal til…”

Vi kender allesammen følelsen. Når vi ved, hvad vi skal gøre – og alligevel ikke formår at få det gjort. Det, vi bliver viklet ind i, er et velfungerende vaneloop: Vi sætter os i sofaen “lige et øjeblik” – og ender med at blive siddende, fordi det føles rarere end at rejse os og komme i gang.

Hvis man ser på det med afsæt i Judson Brewer’s forskning, er det ikke så mærkeligt: Vi er vanedyr, og vores vej i hverdagen er banet med vaner. At arbejde med vaner kræver ofte, at vi starter med at have et andet blik på os selv og vores vaner – et mere nysgerrigt blik.

Når noget ikke virker, er vores første bevægelse typisk at forklare det bedre, motivere mere eller stramme op og ville “tage os sammen”. Frustrerende nok er det sjældent det, der flytter noget.

Det, der tit gør en forskel, er et skift i position: Fra forklaring og forståelse – til et nysgerrigt, undersøgende blik. I første omgang – uden at gøre mere.

Når Maja bliver guidet til at rette opmærksomheden mod det, der faktisk sker i øjeblikket – på trangen til at blive ved med at være i gang – begynder noget i hendes oplevelse at forskyde sig. Ikke fordi hun tager sig mere sammen, men fordi oplevelsen bliver tydeligere og mindre automatisk.

Det, der før trak, mister lidt af sin tiltrækning. Ikke dramatisk. Men nok til, at i det mellemrum – i de korte øjeblikke, hvor hun er nysgerrig og ikke agerer – opstår der en lille forskel.

Det er ofte her, arbejdet begynder at få retning igen. Det er også her, vi i praksis arbejder med eksponering – som en måde at blive i det følelsesmæssige ubehag på – på en bestemt måde og længe nok til, at det kan begynde at ændre sig.

For at kunne holde en reel pause fra arbejde i 5 minutter skulle Maja først være i stand til at stoppe op i et par sekunder og være nysgerrig på ubehaget på en helt ny måde. Det var først, da hun lærte at være med sit ubehag i korte øjeblikke, at hun kunne begynde at kopiere den oplevede viden til længere tidsrum.

At anvende et særligt nysgerrigt blik - i stedet for at tvinge ændringen frem - falder os ikke naturligt. Det er en færdighed, som skal trænes gentagne gange. Lidt ligesom når vi skal lære at cykle: Lige pludselig kan vi det.

Det er også det, vi arbejder med på workshoppen om eksponering: hvordan vi kan skabe et effektivt skift til en nysgerrig position. Hvordan vi kan gøre det skift mere konkret og målrettet i rummet. Og allermest arbejder vi med, hvordan de greb kan kobles til det, du allerede gør i din praksis.

Undervejs på workshoppen vil du blive inviteret til at bruge nogle af grebene på dig selv. Ikke som noget, der skal præsteres, men som en del af læringen. Når vi mærker noget på egen krop, bliver det tydeligere, hvad det egentlig er, vi beder vores klienter om. Man behøver ikke dele mere, end man har lyst til – vi kommer til at reflektere sammen om de processer, man får øje på.

Der er stadig få pladser d. 11.–12. juni i København.

Kurset er godkendt til spceicialistuddannelsen og SE.

Tilmelding

Når klienten sidder fast i terapi