Transdiagnostisk eksponering med OCD

Da vi afsluttede vores forløb, spurgte jeg Agnes, hvad der havde været vigtigst for hende.

Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men hun nævnte noget andet.

De fleste OCD-patienter kommer for at slippe af med deres tvangstanker og tvangshandlinger. Og vi går i gang. Eksponering. Responshindring. Gentagelser. Fremgang.

Men når behandlingen virker, opstår der et nyt spørgsmål "Hvad skal jeg så bruge min tid på?"

Når man har haft OCD i mange år, har den organiseret ens opmærksomhed, energi og retning. Når den skal træde i baggrunden, opstår et tomrum, og det er her, det transdiagnostiske arbejde begynder for alvor: For problemet er sjældent kun tvang. Det er følelsesundgåelse.

En meningsfuld retning i livet kan ikke tænkes frem. Den skal mærkes. Hvis patienten ikke kan mærke glæde, energi, ro eller engagement, giver det ingen mening at slippe OCD’en – for hvorfor forlade noget velkendt til fordel for et liv, der føles fladt og forkert?

Nogle patienter må derfor eksponeres for det rare: For lyst. For interesse. For håb. Ikke fordi det er farligt – men fordi det er uvant.

Andre står pludselig uden deres gamle reguleringsstrategi. Når OCD’en ikke længere må fjerne ubehaget, bliver spørgsmålet:

Hvordan er man med svære følelser, hvis man ikke må handle sig ud af dem?

I længere forløb sker der næsten altid noget på et tidspunkt. Samtalerne handler mindre om ritualer og mere om livet. Om glæde, om sorg, vrede, frygt, afmagt. Almindelige menneskelige vilkår. Når jeg da spørger: “Hvordan har OCD’en egentlig været i den her uge?”

opstår der ofte en pause.

“Den var der ikke rigtigt.”

Så spørger jeg, hvilken smerte de helst vil have: den gamle OCD-forpinthed eller det, de mærker nu.

Svaret er det samme. Nogle gange gennem tårer:

Jeg vil hellere have det sådan her.

Sorg. Frustration. Angst.

Hellere det end at gå tilbage.

Det tager tid at udvide tolerancen for følelser, man har undgået i årevis. Det kræver et relationelt rum, hvor man kan erfare, at intens affekt ikke er farlig. At den går an. At den bevæger sig. At den går over.

Da Agnes svarede på mit spørgsmål, sagde hun, at det vigtigste i vores lange forløb var den dag, hvor hendes hjerte var knust. At jeg var der. Uden at fixe. Uden at forklare. Uden at fjerne noget.

Bare med mit blik og mit nærvær.

Det var en gave, sagde hun.

I dag kan hun lettere rumme også de følelser.

Og måske vil hun en dag kunne sidde med sine nærmeste, når livet gør ondt – og bare være der sammen med dem.

Det er også det, følelsesmæssig eksponering giver.

Vil du lære mere om, transdiagnostisk eksponering kan du stadig nå at være med på næste hold:

"Masterclass: Eksponering i egen praksis" d. 11-12 juni i København.  

Du vil bruge dig selv som eksempel. Ligesom i terapi arbejder vi kun med det, der er meningsfuldt for dig, og som du er villig til. Du deler kun det med holdet, som du selv er klar til at dele. Uanset hvor meget eller hvor lidt du vælger at arbejde med, vil du lære noget både om dig selv og om, hvad vi egentlig beder vores patienter om, når vi arbejder med eksponering.

Forløbet kombinerer teori og praksis, fordi "learning by doing" ofte giver mere end blot en teoretisk gennemgang. Du får en solid teoretisk forståelse af den transdiagnostiske tilgang – men du får også mulighed for at opleve metoderne på egen krop og reflektere over dem.

Kurset er som altid at blive godkendt til specialistuddannelsen under det tværgående modul samt systematisk efteruddanelse.

Tilmelding