For 6 år siden var jeg med til at sætte et skib i søen, og nu er det ankommet til sin destination. Det er rørende at se rejsen ende, og samtidig er det en mærkelig følelse ikke at har været med til den sidste del af turen. Skibet var en stor undersøgelse om transdiagnostisk behandling i psykiatrien, og for at sige farvel til en periode, vil jeg her beskrive hvad transdiagnostisk behandling egentligt handler om. Jeg vil også skrive lidt om, hvordan det var at være med til at sætte så stort et skib i søen.
Hvert år bliver der publiceret tusindvis af randomiserede, kontrollerede studier om angstbehandling. Studier, der forsøger at gøre os klogere på, hvilke behandlinger virker. Når sådan et studie bliver trykt i et fint tidsskrift, tyder det på, at studiet er af god kvalitet og resultaterne formentligt er til at tro på. Sådan var den artikel, som lige er kommet ud om vores studie: Transdiagnostic versus Diagnosis-Specific Group Cognitive Behavioral Therapy for Anxiety Disorders and Depression: A Randomized Controlled Trial (Reinholt et al. 2021).
Hvordan det hele startede
For knap 10 år siden begyndte vi at arbejde transdiagnostisk i psykoterapeutisk klinik på Nannasgade. I ’team for angst og OCD’ arbejdede Kirsten Stengaard Møller og jeg med ACT og i ’depressionsteamet’ arbejdede Nina Reinholt med en ny transdiagnostisk manual. Kirsten og jeg eksperimenterede med ACT i grupperne og samlede data om effekten af ACT mens Nina fik oversat Unified Protocol (UP) manualen fra David Barlows klinik i Boston, og eksperimenterede med at tilpasse den til et dansk gruppeformat. Vi var alle sammen dybt engagerede i at eksperimentere med transdignostiske behandlingsmetoder i klinikken.
Indtil da var praksis i det offentlige, at hver patient skulle passes ind i en ’diagnose boks’, og typisk blev patienten tilbudt en diagnose-specifik behandling. Dvs. en patient, der kom med en panikangstproblematik samt en depression, blev tilbudt behandling enten for depression eller for panikangst - i den ene eller den anden rækkefølge. Sad man i en panikangst gruppe, kunne gruppeforløbet ikke rigtig tage hånd om depressionen og omvendt. Som behandlere var vi, ligesom patienterne, tit frustrerede over, at patienterne ikke passede ind i psykiatriens kasser. Vi oplevede tit fx at have en panikangstgruppe, hvor en patient pludselig gerne ville tale om sine depressive symptomer, sin OCD, socialangst eller andre udfordringer i livet, der trængte sig på. Vi var ikke frustrerede over patienterne - dem ville vi jo gerne hjælpe på bedste vis. Det var rammen som var alt for ufleksibel.
Hvad er transdiagnostisk behandling?
Når man arbejder transdiganostisk anvender man metoder, som er effektive i behandlingen af en bred vifte af psykologiske problemer. Denne måde at arbejde på gør, at en patient med flere problemer, kan blive hjulpet samme sted. Det betyder at man i gruppeterapi kan rumme patienter med forskellige diagnoser og patienter, der lider af flere problemstillinger. For behandlerne betyder det, at de kan blive rigtig dygtig til en metode, i stedet for at lære flere forskellige metoder overfladisk. At arbejde transdiagnostisk er egentligt ret smart både for behandler og for patienterne.
En anden stor forskel imellem at arbejde diagnosespecifikt og transdiagnostisk er menneskesynet. De diagnosespecifikke KAT metoder er tit fokuserede på symptomlindring af den specifikke diagnose. Har man angst, jamen så er målet at få mindre angst. Det lyder meget enkelt og logisk: Når vi lider af noget, så vil vi jo gerne af med det. Den logik virker fint når vi har en sten i skoen, der gør ondt, men vi ved at når det kommer til følelsesmæssigt ubehag, så virker det bare ikke på samme måde: Jo mere vi ønsker ubehagelige følelser væk – jo mere fylder de og jo mere trænger de sig på. Følelsesmæssig smerte er en del af vores liv, og desværre er der ingen, der slipper igennem livet uden at mærke angst, sorg eller tristhed. Heldigvis ved vi også at følelsesmæssig smerte ikke behøver føre til mere smerte og langvarig lidelse. Den måde man er sammen med sin smerte på, kan være afgørende for, hvilket liv man ender med at leve og om smerten bliver hængende eller aftager på sigt.
Når vi arbejder transdiagnostisk taler vi om liv, om smerte og om værdier. Vi taler om at lytte til sine følelser og prøve at forstå, hvad de vil fortælle os om den situation vi står i: Prøver følelsen at fortælle os noget vigtigt om situationen, fx at den er farlig, eller er den blot en falsk alarm?
Mange patienter og behandlere finder transdiagnostiske metoder meningsfulde og hjælpsomme. Problemet er, at der ikke findes nok forskning, der har undersøgt effekten af disse metoder.
Fra klinisk praksis til forskning
Et par år efter at vi begyndte at arbejde med de blandede grupper i klinikken, indgik klinikken et eksternt samarbejde og søgte finansiering til et pilotstudie om transdignostisk gruppebehandling i psykiatrien.
Igennem de næste halvanden år var Nina Reinholt og jeg forskningsassistenter på pilotstudiet, hvor Nina stod for at rapportere resultaterne om behandlingenseffekten, dvs. om patienterne fik det bedre efter at have været i behandlingen. Jeg fokuserede på at undersøge betydningen af tryghed i grupperne og hvorvidt det havde en betydning for udbyttet af terapien. Det lykkedes for vores eksterne partner at få bevilliget penge til et stort Randomiseret Kontrolleret Studie (RCT), som er afrapporteret i artiklen foroven. Det store projekt inkluderede 291 patienter fra København, Slagelse og Århus og blev drevet af et stort team af forskere, forskningsassistenter og behandler. I opstartsfasen var det Nina og jeg, der var de bærende personer i teamet. Da finansiering til mit phd pludseligt fald bort, skilte vores veje et år inde i projektet.
Det var rigtig svært at sige farvel til en Phd, som jeg havde glædet mig meget til at skrive og til det gode parløb, som Nina og jeg havde. Selvom det føltes som om jeg ikke kunne undværes lige der - både fra min side og fra projektets side - så er der jo ikke nogen, der er uundværlig. I hvert fald ikke når det kommer til arbejdsrelationer.
Resten af projektet blev båret videre af et skiftende team de næste 3 år. For mit vedkommende gik den tid med nye faglige udfordringer. Jeg har fulgt RCT projektet på sidelinjen og ligesom de andre medforfattere gav jeg også en hånd med artikelskrivningen her til sidst.
Nu er artiklen udkommet. Den viser at man godt kan bruge transdiagnostisk behandling i grupper for at behandle angst og depression i psykiatrien og det er en glædelig nyhed for mange behandlere og patienter.
…Og tilbage til praksis
Vi er lige ved at revidere den nye version af den danske transdiagnostiske manual til klinisk brug. De senere år har vi i klinikken brugt transdiagnostisk behandling i gruppeterapi og i individuel terapi med gode erfaringer. Også i undervisning og supervision af fagpersoner oplever jeg stor tilfredshed og meningsdannelse. Uanset hvor mange grupper jeg har haft, er det altid nyt og spændende. Som jeg sagde i en af mine sidste grupper: Når vi starter gruppen ved jeg aldrig hvordan det vil ende. Jeg ved aldrig, hvad patienterne egentligt ender med at arbejde med, eller hvad der ender med at dukke op. For de behøver jo ikke arbejde kun med et tema eller problemstilling, som de blev henvist med. Hver patient ender med at opdage forskellige ting undervejs, og nogen gange ender vi med at arbejde med noget andet, end det, som vi første troede var det største problem. Og det er dejligt at opleve den fleksibilitet - også i psykiatrien, som ellers kan være et rigidt system.
De første mange sessioner i en gruppe føles det nogle gange, som om vi træder i vande. Vi gennemgår teorien og prøver at forstå og beskrive problemerne, som patienterne bliver ved med at vikle sig ind i. Det føles som om, der ikke sker særlig meget. Men lige omkring midtvejs i forløbet begynder der at ske store og små ændringer samtidig på alle fronterne i deltagernes liv. Problemer, der før virkede store og uoverskuelige, begynder at løse sig. Vejen ud af vanskelighederne begynder at være mere tydelig. Indimellem kigger vi smilende rundt om bordet. Og så giver det hele mening.
Billedet er taget af Nicki Willis