Mod, sårbarhed og Netflix
Opdateret: 27. jan. 2022
Hvis I vil tilbringe en rigtig hyggelig time inden det nye år starter, og hverdagens distraktioner begynder igen, så tjek lige den her TED talk på Netflix med Brene Brown om mod og sårbarhed.
Vi lever i en tid, hvor ting ændrer sig hurtigt, og hvor vi skal omstille os oftere end før. Ændringer kræver næsten altid at vi skal ud af vores tryghedszone, hvilke nogle gange kan være meget spændende. Andre gange kan det være skræmmende eller endda angstprovokerende. Og det er lige der - når vi skal vælge om vi skal holde fast i det gamle og kendte, eller om vi skal træde frem i det nye og ukendt – det er lige der, hvor det kræver mod. Mod til at springe ud i det ukendte og det uvisse.
Mod til at turde fejle og opleve nederlag frem for at vælge den sikre vej. Og det er det samme mod, som jeg opfordrer angstklienter til at udvise gang på gang i klinikken og i deres liv så de ikke ender med at sidde stille i et liv, som har været svært alt for længe.
De fleste af os forbinder ikke mod med sårbarhed, men det er lige præcis, hvad Brené Brown gør. Hun påpeger så fint, at der ikke kan være en modig handling uden villigheden til at være sårbar og uden villighed til at fejle. For når vi tør leve livet, som dem vi er, så kan vi også regne med at vi vil fejle og at vi vil opleve nederlag. Uanset om det gælder arbejdslivet, kærlighedslivet, eller andre arenaer.
Men alternativet – ikke at møde op; ikke at træde frem som den vi er; ikke at leve det liv, som vi vil – vil være et større nederlag.
"It is not the critic who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better. The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming." — Theodore Roosevelt, 1910
