Jeg er blevet sat i karantæne. Herfra vandrer mine tanker tit til, hvordan mine klienter fra psykiatrien mon har det. Jeg kan nemlig ikke komme i kontakt med dem lige nu.
Jeg tænker på deres hverdagskampe, bekymringer, og deres store og små sejre, som jeg har været vidne til i lang tid. Men jeg nåede ikke at tale med dem om, hvordan de mon kommer igennem de her Coronatider. Tider, der er præget af uvished og usikkerhed for os alle.
Epidemien skaber daglige dilemmaer for os alle sammen. "Skal jeg invitere mine nærmeste til min fødselsdagsfest?" "Skal jeg besøge mine forældre, der har brug for min hjælp?" "Skal jeg røre ved mine børn?"
For de fleste af os er det en hel nye måde at tænke på. Men for dem med angst og OCD, er denne type tanker ofte helt almindelige hverdagsdilemmaer. Dilemmaer, der kan fylde hele dagen - mens omgivelserne er uvidende om omfanget af den private krig der hersker indeni.
Uvished kan være svært for os alle sammen - og den er især svær for dem, der er ramt af angst eller OCD. Men det er også i svære tider, at vi nogen gange finder en styrke inde i os selv, som vi ikke vidste var der. Og det er nogle gange, netop når bølgerne er høje, at vi finder en hel ny vej at være med tingene på - og et nyt mod.
I mine tanker, håber jeg, at mine klienter formår at bruge de redskaber, som har hjulpet dem før.
Og lige sådan håber jeg, at de husker at være omsorgsfulde overfor sig selv, når redskaberne ikke helt virker.
Jeg håber at de tænker tilbage på terapirummet, eller grupperummet - og kan drage nytte, mod og trøst fra de mange timer, hvor angsten og usikkerheden blev vendt og drejet i fællesskab.
Mest af alt håber jeg, at de og deres nærmeste kommer tættere sammen, og formår at huske, hvor vigtige relationerne og forbundenheden er. Om man er sammen fysisk eller virtuelt.
Især i disse tider. Hvor ingen har de rigtige svar, og hvor alle prøver at gøre deres bedste.
