top of page

Accept: Hvorfor er det så f… svært?

Opdateret: 9. jan.

”Jeg ved godt, at jeg bare skal acceptere…” siger mine klienter. Den samme sætning siger mine kollegaer, og den siger jeg også til mig selv nogen gange. De fleste af os ved godt, at accept er tit vejen frem, når vi sidder fast: ”Hvis bare jeg kunne acceptere, at min kæreste er gået fra mig, og at vi aldrig finder sammen igen, så vil jeg kunne komme videre, og ikke sidde fast...”.

Så hvorfor er det så f… svært?


Denne sætning siger vi sjovt nok aldrig, når vi har det sjovt, eller når vi er glade: Det er ikke spor svært at acceptere ting, som vi nyder, eller som vi har glædet os til.

Så hvornår begynder vi at kæmpe med accept? Det er, når livet byder os noget andet, end det vi ønsker eller havde håbet på.


En af mine yngre klienter har for nyligt fået at vide, at hendes belastende fysiske tilstand er kronisk, og at der ikke er en kur. Hun er ung, og har hele tiden troet, at hendes tilstand var forbigående. Hun drømte om at vende tilbage til studiet, få en kæreste, gå til fester igen sammen med veninderne. Da lægernes dom faldt, var hun fuldstændig knust. At fortælle hende at hun bare skal at acceptere den nye virkelighed og se at komme videre, vil måske være det værste, man kunne sige til hende lige der.

Det vil også være det værste at byde sig selv lige der - bare at acceptere, at det er sådan det er..


Accept af virkeligheden kræver, at vi tør kigge på den, som den egentligt er – og ikke som vi ønsker, at den skal være. Når vi arbejder, elsker og lever frit i vores indre øje, er det rigtig svært, at vågne op til en krop, der ikke vil og ikke kan særlig meget: Den bevægelse af vores indre blik – fra det, som vi ønsker at have, til det, der egentligt er– vil altid være forbundet med skuffelse, tristhed og nogle gange sorg.


Vores indre blik bliver ved med at søge den virkelighed, som vi ønsker: At kroppen fungerede, eller at vi stadigvæk var sammen med vores eks kæreste. Hver gang vi tvinger vores indre blik til at kigge væk fra fantasien og mod virkeligheden, som den egentlig er - at kroppen ikke kan, eller at vi ikke længere er sammen med vores eks kæreste - så vil vi mærke ubehag og smerte. Det er uundgåeligt at mærke ubehag, når vi skal acceptere en virkelighed, som vi ikke bryder os om. Accept af sådan en virkelighed kræver, at vi giver os hen til skuffelsen, tritheden, og sorgen: For at komme sig over en eks-kæreste, skal vi først sørge over, at det er forbi. Det er først når vi har grædt, og er kommet igennem de svære følelser, at vi kan begynde at kigge os omkring. Det er først der, at vi kan tage en dyb indånding og begynde at finde ud af, hvordan vi kan komme videre herfra.


På samme måde kan det tage rigtig lang tid at forlig sig med, at ens krop kommer aldrig til at fungere på den måde, som man regnede med, og byggede en masse drømme omkring. Det er en stor sorg, som man skal igennem, inden man kan se sig omkring, og få øje på, hvad verden ellers har at byde på.

Skuffelse, tristhed og sorg kan være rigtig svære følelser at være i og at komme igennem, og det er derfor, accept er så svært.

Hverdagsskuffelser, kan de fleste af os tåle og dem kommer vi igennem, uden at opsøge terapi. Det er en anden sag, at bære den sorg og smerte, der kan opstå, når livet forløbet sig på en hel anden måde, end vi ønskede og havde håbet på. Det er også en anden sag, når vi mister en vigtig relation, vores funktionsniveau eller vores identitet. Den slags smerte kalder vi nogle gange ”ubærlig”.

Det er først, når vi lærer at bære det uberlig, at vejen mod accept er åben.

Vil du lære mere om accept og om, hvordan du bedre kan hjælpe dine klienter med accept i terapirummet? Det kommer vi også til at arbejde med i kurset: Masterclass: Eksponering i egen praksis.

Du kan stadigvæk nå at melde dig til det kommende hold d. 09-10 marts, inden registreringen lukker d. 08.02.2023














332 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page