Mange års erfaring har selvfølgelig hjulpet, men erfaring alene er ikke helt nok. Man kan sagtens være en KAT-ekspert med masser af erfaring med eksponering og stadig være i tvivl om nogle ting. Jeg har superviseret mange dygtige og erfarne psykologer, som stadig ikke oplever eksponering som "let" eller "sjovt." For mange er eksponering forbundet med usikkerhed, anspændthed og en følelse af at skulle præstere.
Spørgsmålene dukker op igen og igen:
"Når jeg kun har så kort tid med min klient, hvordan ved jeg så, at det er det rigtige, vi eksponerer for?"
"Hvad hvis jeg skubber min klient for hårdt?"
"Hvad hvis de får det dårligt af det? Og hvad hvis jeg ikke kan nå at samle dem op, inden de skal ud ad døren?"
"Måske gik det galt, fordi jeg egentlig ikke mestrer de mange teknikker…?"
Det er fristende bare at lade være.
Som psykologer kan vi nemt vælge at blive i at tale om problemerne, men uden nogensinde at invitere det svære ind i rummet. Men den strategi har konsekvenser. Vores egen undgåelse af svære følelser i terapirummet væver sig sammen med klientens undgåelse af at møde de svære følelser i deres eget liv. Resultatet? Vores klienter sidder fast.
De svære følelser står i vejen for de gode relationer, et godt arbejdsliv eller de helt almindelige dagligdags funktioner. Og når vi som psykologer undgår at invitere stærke følelser ind i klinikken, sender vi – indirekte – et signal til klienten: "Stærke følelser er farlige og bør undgås." Men det er jo præcis derfor, de kommer til os til at starte med.
Jeg holdt først op med at være bange for eksponering, da jeg begyndte at fokusere på processen frem for resultatet. Når mine klienter kan mærke, at processen og ikke målet er det vigtigste, føler de sig også mere trygge.
Selvfølgelig kræver eksponering i klinikken opmærksomhed på en række ting – det er ikke noget, man gør uden omtanke. Men det kræver ikke, at vi husker 220 forskellige arbejdsark, teknikker og regler. Og vi behøver heller ikke være eksperter i alle diagnoser og problemstillinger, der træder ind ad døren.
Vi kan faktisk nøjes med nogle få, enkle principper, som udgør rygraden i enhver god eksponering.
Betyder det så, at vi aldrig kommer til at fejle? Nej, selvfølgelig ikke. Men det betyder, at vi oftere vil turde kaste os ud i eksperimenter med vores klienter, forstå dem bedre og – tro det eller ej – måske endda opleve, at eksponering kan blive let, sjovt og spændende.
Vil du blive skarpere på disse principper og få en hands-on oplevelse af, hvad det egentlig er, vi beder vores klienter om at gøre, når vi eksponerer?
Så kan du stadigvæk nå at kome med på næste hold af "Masterclass: Eksponering i egen praksis", d. 20.-21. marts i København.
Du vil bruge dig selv som eksempel. Ligesom i terapi arbejder vi kun med det, der er meningsfuldt for dig, og som du er villig til. Du deler kun det med holdet, som du selv er klar til at dele. Uanset hvor meget eller hvor lidt du vælger at arbejde med, vil du lære noget både om dig selv og om, hvad vi egentlig beder vores patienter om, når vi arbejder med eksponering.
Forløbet kombinerer teori og praksis, fordi "learning by doing" ofte giver mere end blot en teoretisk gennemgang. Du får en solid teoretisk forståelse af den transdiagnostiske tilgang – men du får også mulighed for at opleve metoderne på egen krop og reflektere over dem.
Kurset forventes som altid at blive godkendt til specialistuddannelsen under det tværgående modul.

Comments